Orienterings- og bedebrev d. 27. januar 2011 fra Etniske grupper i Nordthailand.

Kære danske venner

Her er vort budskab med bedeemner til sidst.

Tak til alle vore venner for forbønner. Vi kan fortælle, at de alle er besvaret. Vi har så lidt tro, så vi altid bliver lidt forbavsede, men Guds kærlighed er overvældende, og jeres bønner hjælper os så meget.

I kærlighed

Dave, Karen, Sahale, Suu, Peter Eubank og team.

Karen skrev dette i julen 2010:

Et budskab fra en hjælpeteamleders kone.

”Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene!

Han forkynder fred, han bringer godt budskab, og forkynder frelse.”  Es. 52,7.

 D. 26. november 2010 forstuvede jeg min ankel alvorligt under et tidligt morgen-løb sammen med årets FBR leder- og hjælpeteam- træning. Det var en uge før afslutningen af træningen og begyndelsen på den efterfølgende mission – en mission planlagt til fjerntliggende steder med flygtninge i Toungoo distriktet i den nordlige Karenstat, hjemsted for nogle af de højeste bjerge i området, og det mest rå terræn.

Med en dårlig, forstuvet ankel, syntes mine fødder ikke at være bestemt til at være de fødder som kunne bære budbringeren af Esajas’s gode budskab. Som teamleder af Good Life Club følte jeg alvoren i min situation og usikker på om min ankel kunne holde til strabadserne under 2 måneders vandringer.

 Men nu var det d. 24. december og vi nåede landsbyen Saw Wah Der, dybt inde i Toungoo distriktet og ordene fra Es. 52 kom i mine tanker.

Det var først en bøn med tak, for stærke fødder som havde overlevet vandringen og ikke kun mine, men også fire andre med fodskader. Gud havde taget det som var brudt og gjort det herligt og stærkt. Vi havde længe planlagt at tilbringe julen her, en landsby som har været angrebet mange gange af den burmesiske hær. Den var gået fra 1000 mennesker til 0 på tre år og var nu tilbage med omkring 140 mennesker. Folkene levede med den regelmæssige lyd af geværskud og morterild, den konstante trussel om angreb, midt blandt bjerge overstrøet med landminer og mindre end to timers vandring fra områder komplet kontrolleret af den burmesiske hær.

 I dag bragte Gud ikke kun skadede fødder til Saw Wah Der, men fødderne af folk fra mange steder i Burma: FBR-team fra Lahu, Pa-Oh, Karenni, Naga og Kachin områder, alle vandrede her sammen og proklamerede de gode nyheder, at disse folk, folkene fra Saw Wah Der, ikke er glemte, ikke er alene i deres kamp for frihed. De bragte håb om fred født af kærlighed og deres fælles kamp for frihed.

”Hør dine vægtere løfter røsten, de jubler i kor, for med egne øjne ser de

Herren vender hjem til Zion. Bryd ud i jublende kor, Jerusalems ruiner!

For Herren trøster sit folk, Han har løskøbt Jerusalem.”Es. 52,8-9.

Efterhånden som teamene ankom til landsbyen begyndte de at planlægge programmet,.

På grund af julen ville vi gennemføre et program for hele landsbyen og ikke kun for børnene. På det tidspunkt af vores mission efter at have været i mange landsbyer og skjulesteder for flygtninge havde vi imidlertid ikke nok gaver til alle. En ranger fra et team tilbød frivilligt at gå de 2 timer til den nærliggende, Burmesisk kontrollerede landsby for at købe gaver. Han tog af sted om aftenen, klædt ud som landsbybeboer, for at købe håndsæbe, tandbørster, tandpasta og slik til alle i landsbyen. Vi bad for hans sikkerhed, og hilste hans tilbagekomst med glæde; alle landsbybeboere fik en gave, en usædvanlig side af julen for dem at opleve.  

Dagen gryede julemorgen, og medens vi ventede, i håb om at vores gavebærende rangers vej havde været sikker, kom en anden ranger og inviterede os til at besøge hendes mands grav. Hendes mand Mya Win, havde været ranger, og hans fødder havde båret ham til det ultimative offer: Han døde af malaria i 2006, da han medens han hjalp folk under angreb i dette område afslog at blive evakueret før alle var sikret. Efter hans død havde hans kone P’Saw Paw taget hans plads på teamet. Hendes fødder havde båret hende rundt i hele Karenstaten på missioner. Dette var hendes andet besøg ved hans grav. Vi rejste et kors og holdt en andagt for Mya Win. Han døde i arbejdet med at bane vej for Herren til hans folk, ved at bringe hjælp, håb og kærlighed. Det var med taknemmelighed for hans offer og for hans kones forpligtelse, at vi sang og bad denne morgen.

Tilbage i landsbyen dansede vore fødder, og vi sang med børnene. Jeg kom pludselig til at tænke på, at vi havde tilbragt hele måneden sammen med syngende landsbybeboere. De sang sammen med os i vore programmer, sang julesange gennem natten, landsbybeboere som i advent dekorerede deres hjem med udtryk for glæde, på trods af den nærliggende trussel fra det onde.

 Den følgende dag var søndag, og vi holdt takkegudstjeneste. Rangers og landsbybeboere takkede spontant Gud og  hinanden for glæden denne jul. Vi var taknemmelige for landsbybeboernes udholdenhed og mod, som holdt dem i deres hjem og for den styrke Gud skænkede os, så vi kunne vandre til dem, og for den kærlighed vi delte i denne juls løfte: Gud med os.

Bedeemner:

1.      Om åndelig og fysisk beskyttelse.

2.      For de rigtige planer og handlinger, at være på den rigtige plads på rette tid.

3.      For enhed og opbygning af alle vore team.

4.      For midler til missioner, træning, støtte til os og alle volontører, bygninger til arbejdet, hjem og rejser.

5.      For de rigtige kontakter til myndighederne.

6.      For visum i marts til vor familie i Thailand.

-----------------------------------------------------